Medlem af
  • 4.jpg

ADHD

Adhd har tidligere her i landet haft betegnelsen Damp, som man nu er gået væk fra, eftersom den internationale betegnelse er Adhd i henhold til WHO’s diagnoseliste. Bogstaverne Adhd står for ”attention deficit/hyperactivety disorder”. Adhd er en opmærksomhedsforstyrrelse, som skyldes neurologiske ubalancer i højre hjernehalvdel(hemisfære). Adhd er i mindst 80% af tilfældene arvelig. Årsagen til Adhd hos de resterende 20% kan være for tidlig fødsel, kemisk påvirkning i fostertilstanden samt rygning.

Adhd er hovedbetegnelsen for vanskeligheder i højre hjernehalvdel. Tourette syndromet, Asperger og OCD er også lidelser, som hidrører fra vanskeligheder i højre hjernehalvdel. Nogle har samtidig med Adhd andre af de her nævnte vanskeligheder.

Børn såvel som voksne kan have en lang række symptomer på Adhd i stærkere eller mildere grad. Der har altid været mennesker, som på den ene eller anden måde afveg fra normen. Et menneske kan være født med en skæv lilletå, et brunt og et blåt øje, modermærke m.m. Derfor kan vores hjerner selvsagt heller ikke være fuldstændig ens og lydefri. Der kan ske ”trykfejl” alle steder i menneskekroppen.

Nogle af de ”anderledes” – altså børn og voksne med Adhd bliver behandlet ganske forfærdeligt. Det var og er stadig såre almindeligt at slå børn med Adhd, fordi man tror, at de er bevidst uartige. Lidt mere voksne mennesker med Adhd er ofte blevet stemplet som dumme, dårlig, uopdragne eller sære mennesker. Denne konstante følelse af ikke at være ligeværdig har drevet mange ud i misbrug af alkohol eller andre stoffer. Til en hvis grad kan der være tale om selvmedicinering, da visse symptomer rent faktisk kan mildnes med et minimalt tilskud af medicin indeholdende amfetamin evt. kombineret med anti-depressiv medicin. Mange søger også at få bekræftet deres selvværd gennem sexuelt samvær. Piger med Adhd debuterer tidligere sexuelt og ryger og drikker tidligere end deres jævnaldrende.

Det skal dog også nævnes, at man blandt andet mener, at Einstein og Niels Bohr havde Adhd. Der findes også adskillige driftige forretningsmænd med Adhd, som klarer det ved hjælp af en fantastisk sekretær, som kan holde styr på alt det, som en Adhd’er findes umådelig kedeligt. Adhd’er afskyer rutinearbejde og elsker nye projekter. Mindre heldige Adhd’er uden den store afvekslende stilling, vil typisk skifte job rigtig mange gange – af og til hver tredje måned.

Nogle af symptomerne på Adhd eller anden problematik i højre hjernehalvdel er opmærksomheds- og koncentrationsproblemer og eksempelvis vanskeligheder ved at fastholde opmærksomheden, når andre taler det være sig både ved spisebordet, direktionsmødet eller i klasseværelset. Hvis et menneske med Adhd vælger at tage ordet, kan det af og til virke som om, der bliver skiftet emne. Et menneske med Adhd kan også ofte tale i en docerende/prædikende facon, som ikke indbyder til samtale. Er der særligt mange mennesker til stede, vil et menneske med Adhd prøve at gøre sig nyttig, bære ud og ind m.m. eller flygte for at gå ud og ryge eller måske finde sig et TV-apparat.

Empati og social forståelse. Da en Adhd’er har svært ved at koncentrere sig kan det være vanskeligt at forstå, hvad der forventes fra andre mennesker . Bliver de sociale kompetencer og evnen til empati ikke trænet i barneårene, kan et menneske med Adhd tit opleves som meget egoistisk og afvisende overfor andres problemer og kan til tider være aggressiv. Et menneske med Adhd eller lignende, vil typisk have vanskeligheder med øjenkontakt, hvis der tales til ham eller hende. Øjenkontakten undgås ikke af uhøflighed, men for at hun eller han bedre kan koncentrere sig om budskabet.

Det skønnes, at ganske betragtelig del af de indsatte i fængslerne har Adhd, som ikke er blevet diagnosticeret. Et menneske med Adhd kan i en presset situation opføre sig ubetænksomt og uansvarligt. Moral på egne vegne kan også være lidt anløben, hvorimod andres opførsel kan blive dadlet i årevis.

Dårlig impulskontrol. Gennem barndommen lærer almindelig børn at styre sig. Man smider ikke med maden, når man fyldt 5. Man kommer ikke til i en alder af 7 at skære i tapetet eller klippe huller i bukserne. Man kommer ikke til at stjæle, fordi man bare måtte have den slikkepind. Man begynder ikke at lave mellemmåltider, når aftensmaden næsten står på bordet. Man siger ikke de værste gloser til en kær veninde, fordi hun spildt farve på bordet. Man slår ikke eller ødelægger andres ting bevidst. Adhd børnene har svært ved at styre deres impulser, og får det endnu vanskeligere, hvis de bliver udsat for mange input. Intensiv træning og betydelig pædagogisk indsats kan afhjælpe disse problemer. Børn med Adhd skal ofte overindlære – altså få den samme oplysning/henstilling massivt oftere end almindelige børn. Disse børn drager absolut ingen nytte af at blive skældt ud, hvilket derimod kan føre til et mere aggressivt barn.

Dårlig motorik. Adhd-børn er ofte senere til at gå, svømme, løbe på rulleskøjter og cykle. Nogen lærer det aldrig de fleste dog med lidt forsinkelse.

Overblik. Adhd børn bliver sjældent arkitekter, fordi de har svært ved at se de store linier. Mange opnår heller ikke kørekort, fordi det er svært eksempelvis at overskue et befærdet kryds. I dagligdagen er rodet og den manglende strukturering tydeligt for enhver, som omgås et menneske med Adhd. Der roder altid omkring et menneske med Adhd, og de har ingen forestilling om, hvor en forsvunden genstand kunne være. Overblikket er så dårligt fungerende, at den savnede ting af og til ikke en gang kan spottes, selv om den ligger lige foran. Nogen løser rodeproblemet med bogstavelig talt at putte alt ind under gulvtæppet og i overfyldte skabe.

Overfølsomme for mange input. Et menneske med Adhd bliver nemmere træt end andre, fordi det er hårdt og stressende at prøve at holde sammen på de mange input og krav, de udsættes for i en dagligdag. Eftermiddagslure eller lige efter aftensmaden m.m. er ikke et særsyn. Pga. denne overstressethed, vender mange Adhd’er op og ned på døgnrytmen, fordi der ganske enkelt er mere ro om natten. Flere computerfirmaer har faktisk oprettet arbejdspladser om natten, hvor blandt andet Adhd’er arbejder. Adhd’er er ofte fantastiske på computere. Adhd’erens behov for natteliv giver tit massive problemer i børnefamilier, hvor moderen oplever, at hun står alene med børnene hele dagen, mens far sover. Det problem bliver først presserende, når der kommer børn – som kærestepar foregår meget af livet jo om natten.

En egentlig diagnosticering kan kun opnås gennem en neuropsykologisk test. Men da jeg har arbejdet med højrehemisfæreforstyrrelser i knap 10 år, vil jeg ofte være i stand til at afgøre, om der er tale om medfødte eller psykosociale vanskeligheder. Det kan være en lettelse for en klient at få bekræftet, at han eller hun har sværere ved at leve op til omverdenens krav og ikke er et ”dårligt” eller umuligt menneske. En forståelse af partnerens vanskeligheder kan selvklart også dæmpe vreden og frustrationer og føre til mere specifikke strategier for at få dagligdagen til at fungere. Mere uddybende information kan også hentes hos www.adhd.dk.

 
Centrumterapi v/ Hanne Pedersen - "Psykologerne 1. sal" Vesterbrogade 62 A, 1 - 1620 København V | Tlf.mobil.: 21 76 52 80 E-mail: h@hannepedersen.dk