|
Lettere nervøse, som man er første gang, man skal tale med en parterapeut, sad John og Bente overfor mig. Begge kiggede på mig, og luften var tyk af frustrationer.
John og Bente havde kendt hinanden i 10 år og havde to børn på henholdsvis 9 og 6 år. John havde endvidere en datter i en voldsom og anstrengende pubertet på 14 år. Datteren, Maria var fire år, da hun lærte Bente at kende.
John var lige kommet ud af sit tidligere forhold, da han mødte Bente, så de havde haft en noget krisepræget opstart, hvor John pludselig både skulle være alenefar for datteren , som kom 5 dage hver anden uge og så hans nye kæreste Bente.
Bente og John beskrev, at de havde været meget forelskede og havde foretaget sig alle de ting, som forelskede nu en gang gør. Ikke en gang under beskrivelsen af forelskelsen var de i stand til så meget som at smile til hinanden eller række ud efter hinanden.
Forelskelsen var hurtigt gledet over en dagligdag, hvor Bente og John havde svære problemer med at håndtere, hvordan Johns datter skulle indgå. John havde nærmest dagligt kontakt med datterens mor, som ofte fik langt større indflydelse på deres beslutninger omkring datteren, end Bente fik. Bente følte sig tilsidesat og oplevede, at John ofte underkendte hendes beslutninger og tiltag i forhold til datteren. Bente havde og har stadig svært ved at kunne lide Maria.
Bente var opdraget med, at det kunne være farligt at tale om sådanne problemer, så hun lukkede mere og mere af overfor John, som kom fra en familie, hvor man sjældent satte spørgsmålstegn ved mandens gøren og laden. Så forelskelsen var tæt på nulpunktet, da Bente besluttede, at alle deres problemer måske kunne løses ved, at de også fik et barn sammen, således at hun også fik morstatus.
Bente blev hurtigt gravid, og deres forelskelse blussede op igen. Efter fødslen kom der vanskeligheder med Bents datter og hans eks-kone, som havde meget svært ved at kapere, at Bent atter stiftede familien. Bente oplevede, at der var meget lidt overskud fra Bents side og trak sig tilbage i frustration og tog sig af barnet. Sexlivet blev mere og mere sjældent og ofte kun, hvis de havde været ude til fest og havde fået noget at drikke. Særligt Bente følte ikke for sex i dagligdagen.
Deres dagligliv blev derfor meget maskinelt, hvor de hver varetog deres respektive opgave. Skænderier var sjældne men endnu være, var der færre og færre rigtig gode øjeblikke undtagen, når de var sammen med deres fælles barn, som de begge kunne nyde.
De prøvede af og til at få en barnepige, så de kunne komme lidt ud men opdagede, at de ikke havde noget at snakke om udover almindeligheder og holdt derfor hurtigt op med det. Uden problemer besluttede de dog, at Bente skulle prøve at blive gravid igen, så den førstefødte ikke skulle blive enebarn.
Graviditeten var ukompliceret men Bent virkede endnu mere fraværende end ellers og begyndte at have meget overarbejde. Efter flere måneders fornemmelse af uro og tvivl begynder Bente at lege detektiv og finder ud af, at Bent har en affære med en fra sit arbejde. Da Bente konfronterer ham, indrømmer han og siger, at han ikke kunne lade være, fordi de havde sådant et dårligt sexliv.
John lovede tårevædet at droppe elskerinden, og Bente lovede bod og bedring i sengen – hun havde i årevis haft skyldfølelse over sin manglende lyst.
Sexlivet går dog hurtigt i stå igen. Ingen af dem kan rigtigt finde passionen og lidenskaben frem, og så er de tilbage i den samme trædemølle. For en lang historie kort er det nu Bente, som falder i og har en affære, som får hende til at blomstre op. Hun føler sig attraktiv og værdig som menneske og hun vil ikke længere acceptere, at leve et trist og gråt liv med John. Men der er jo børnene, der binder dem, og derfor sidder de nu hos mig. Kan deres ægteskab reddes? Er der overhovedet mulighed for, at de kan finde deres gamle følelser for hinanden frem?
Nu kunne jeg jo overlade til læseren at forsætte historien, og de fleste af os ville jo ønske en happy-end for parret, så deres børn ikke skulle igennem en skilsmisse. Men for mig var det tydeligt at se som terapeut, at kærligheden var væk. Det ville kræve et ganske stort arbejde og hertil en masse energi at få John og Bente til at nærme sig hinanden igen. De havde begge såret den anden på det grusomste ved at være utro, og de havde dagligt hver især gravede grøften mellem dem større og større. De havde forsømt at forholde sig aktivt til hinanden som to individer med behov, følelser, drømme og problemer. De havde glemt – eller formodentlig aldrig lært, at et parforhold er som en plante. Hvis den skal trives, skal den gødes, vandes og stilles lidt i solen hver dag.
John og Bentes historie er konstrueret ud fra mange forskellige parproblemer, jeg møder i mit arbejde men er en ganske realistisk historie. Jeg vil mene, at de har opsøgt professionel hjælp for sent.
Allerede da de mødte hinanden, hvor det blev klart, at der også skulle drages omsorg for en lille pige, burde de have opsøgt vejledning, da der begyndte at komme knuder i forholdet. I et parforhold nytter det ikke at holde vejret og lukke øjnene, som man gør som barn, og så håbe på, at problemet går over af sig selv. Løsning af problemer kræver kommunikation, og hvis man ikke har lært det hjemmefra, så må man lære det som voksen for eksempel hos en parterapeut men det kunne da også være på eksempelvis ”girafsprogskurser”, som utallige firmaer tilbyder. Der er størst mulighed for at klare sine problemer, når man stadig har lidenskabelige og kærlige følelser for hinanden, Det er i den fase, man skal opsøge hjælp og ikke, hvor man er ganske forstenet og har givet tabt for år tilbage. Ofte vil det også være et betydeligt kortere terapiforløb, når der er mange positive følelser parret imellem, og det vil således også være meget billigere både økonomisk og følelsesmæssigt. Så _- SØG HJÆLP I TIDE!
|
